I 2013 er det 70 år siden, at det lykkedes
hovedparten af de danske jøder at flygte over Øresund til
sikkerhed i det neutrale Sverige og således undslippe nazisternes
klapjagt og deportationer - en historisk enestående aktion.
Den danske politifuldmægtig Vilhelm
Leifer spillede en vigtig rolle i bestræbelserne på at hjælpe
de forfulgte ud af det besatte Danmark. Han var én af de centrale
figurer under hele modstandskampen, lige fra illegalt
efterretningsarbejde og flugtruter til sabotageaktioner og
stikkerlikvideringer.
Men som hovedperson i efterkrigstidens Leifer-sager
blev Vilhelm Leifer samtidigt én af besættelsestidens mest
kontroversielle skikkelser – stadig omstridt dèn dag i dag. Han
er blevet kaldt den danske Schindler, for under besættelsen
reddede han hundredevis af forfulgte fra udryddelse. Om det
drejede sig om kommunister, højrefolk, modstandsfolk, jøder
eller gamle studiekammerater – alle kunne finde hjælp og
beskyttelse hos den godhjertede politifuldmægtig.
Men det var krigstid, og hans indsats i det
godes tjeneste krævede utraditionelle – ofte lyssky - metoder,
som danske myndigheder fordømte.

Oskar
Schindler
Hvor Oskar Schindler efter krigen blev udødeliggjort
som en af de store humane skikkelser i Holocaust, blev Vilhelm
Leifer fængslet af de danske myndigheder, sigtet for landsforræderi,
værnemageri, skyldnersvig og medvirken til drab.
Et retsopgør helt i tråd med
befrielsesregeringen Vilhelm Buhl, hvor statsministeren i sit
budskab til befolkningen den 5. maj 1945 krævede afregning med
landsforræderne: ”Hurtigt og håndfast skal denne afregning
være, men ogsaa retfærdigt. Den samme Vilhelm Buhl, der få
år tidligere havde fordømt modstandsbevægelsens
sabotageaktioner og opfordret til at angive sabotører til de
danske myndigheder.
Derimod beskrev højesteretssagfører C. B.
Henriques fra Mosaisk Troessamfund, der senere gik i brechen for
Leifer, retsopgøret med besættelsestidens landssvigere med et
ofte citeret udtryk: landet var "et juridisk galehus".
Allerede den 9. april 1940, da Danmark blev
besat af de tyske tropper, besluttede Leifer sig for at spille sit
helt eget spil i besættelsestidens Danmark. Han var ansat under
rigspolitichefen på Politigården i København, hvor den samlede
stab tidligt på formiddagen blev indkaldt til krisemøde i
parolesalen for at tage bestik af situationen.
Den danske regering, kongen og rigsdagen forsøgte
at få det bedst mulige ud af tingenes tilstand og var i de
hektiske morgentimer blevet enige om, at egentlig væbnet modstand
kun ville kaste landet ud i en håbløs kamp, og tyskernes besættelse
blev taget til efterretning under protest.
Efter mødet i parolesalen skaffede Vilhelm
Leifer sig adgang til politiets sagsmapper og registre, og med sin
private navneliste i hånden fjernede han resolut 23 kartotekskort
og andet arkivmateriale, der ville have bragt en lang række
menneskeliv i fare, hvis det var faldet i tyskernes hænder. Det
gjaldt personfølsomt materiale fra såvel Københavns
opdagelsespoliti som sikkerhedspolitiet.
Leifer nåede at tilintetgøre mange følsomme
papirer, der gik op i røg i Politigårdens fyr, inden den øverste
ledelse fattede mistanke. Sidst på eftermiddagen den 9. april
udstedte rigspolitichefen Eigil Thune Jacobsen så ifølge Leifer
ordre om, at intet arkivmateriale måtte destrueres.
Betydningen
af Leifers dristige handling den 9. april viste sig måske især,
da det danske politi efter krav fra den tyske besættelsesmagt den
22. juni 1941 gik i gang med en landsomfattende razzia for
at arrestere en lang række
kommunister. De mange anholdelser skete næsten udelukkende på
grundlag af dansk politis oplysninger på Politigården vedrørende
personer under mistanke for illegal virksomhed. Næsten alle 23
navne fra Leifers liste undgik at blive arresteret, og de kunne
stille gå under jorden.
Som daglig leder af Rigspolitiets visumkontor
sad Leifer i en central stilling i besættelsestidens Danmark,
hvor han skulle administrere alle ansøgninger om udrejse til
udlandet. Han var leveringsdygtig i alle slags
legitimationspapirer, pas, passèrsedler med mere, og fra starten
var han involveret i modstandsarbejdet.
Med den ene hånd sørgede Leifer for, at
folk, der var forfulgt af tyskerne og ikke kunne opnå
udrejsetilladelse, ganske officielt blev afvist, mens han med den
anden hånd noterede deres navne og adresser ned og herefter
skaffede dem udrejse på anden måde.
Midt under besættelsen, den 2. september
1942, gik statsminister Vilhelm Buhl til mikrofonen i det nye
radiohus i Rosenørns Allé og holdt sin historiske
antisabotagetale til det danske folk. Mange sad ved
radioapparaterne og lyttede, da landets førstemand i stærke
vendinger fordømte sabotageaktionerne og opfordrede befolkningen
til at angive sabotørerne til politiet: ”Sabotage er en af
de alvorligste forbrydelser, der kan begås mod et krigsførende
land, og i almindelighed kendes der for sådanne forbrydelser i de
krigsførende lande kun én straf, nemlig dødsstraf …”
Måske især Buhls tale fik Leifer til at sætte
alt på spil – penge, karriere, sit liv - i kampen for at redde
ofrene for den tyske besættelsesmagt. Han brugte egne penge for
med båden Mågen at få etableret sin egen illegale
flugtrute over Øresund, der kunne hjælpe modstandsfolk, jøder
og forfulgte i øvrigt ud af det besatte Danmark. Mågen
sejlede flygtninge til Sverige tre gange om ugen fra en lille bådebro
under godset Gjorslev på Stevns, og hjemad medbragtes ofte
illegale tryksager og bøger, trykt i Sverige.
Det var også omkring dette tidspunkt, at
Vilhelm Leifer aflagde et privat besøg hos en tysk kontaktmand,
Horst Gilbert, i lejligheden på fjerde sal på Sortedam Dossering
29 på Østerbro i København. Trods sin
civile optræden som redaktør i Skandinavisk
Telegram Bureau var Gilbert tillige tilknyttet den tyske
efterretningstjeneste og havde rang som SS-Standartenführer.
Han var dansk gift og blev betragtet som Hitler-fjendligt
indstillet.
Leifer blev præsenteret
for en af Gilberts bekendte, en lille, ældre herre med gråsprængt,
nærmest snehvidt hår: Oberingenieur Harry Bauer. Først
adskillige måneder senere - i april 1943 – afslørede Gilbert
overfor Leifer, at denne Harry Bauer i virkeligheden var identisk
med chefen for den tyske militære efterretningstjeneste Abwehr, admiral
Wilhelm Canaris.
Det var skæbnens ironi, at Vilhelm Leifer
– selv en tvetydig og gådefuld skikkelse - denne aften i København
skulle løbe ind i den legendariske admiral. Canaris var Det
Tredje Riges helt store skyggespiller, der længe blev betragtet
som én af Hitlers bedste håndlangere. Men i virkeligheden
saboterede han Hitlers planer og satte alt på spil for at bekæmpe
dèn mand, hvis fjende og håndlanger han var på samme tid.
Admiral Canaris blev arresteret af SS efter
det mislykkede attentat på Hitler den 20. juli 1944, og da
krigen nærmede sig sin afslutning, gav Hitler ordre til at
henrette sin mangeårige efterretningschef. Om morgenen den 9.
april 1945 efter en kort skinproces blev Canaris hængt i fængselsgården
i KZ Flossenburg.
Allerede den 14. oktober 1944 faldt Horst
Gilbert som offer for sit farlige dobbeltspil. Han blev
forsøgt likvideret af den danske modstandsbevægelse, blev hårdt
såret og døde en måned senere.
Også Leifer spillede et
farligt dobbeltspil, hvor han på den ene side havde et nært samarbejde
med fremtrædende modstandsfolk som Bent
Fauerschou-Hviid (Flammen), Jørgen Haagen Schmidt (Citronen),
Svend Aage Nielsen (John), Jens Lillelund og godsejer Flemming
Juncker, der under besættelsen stod bag et omfattende netværk af modstandsfolk
i Jylland.
Samtidigt indebar Leifers
komplicerede spil tætte kontakter med ledende nazister i
tyskernes hovedkvarter på Dagmarhus, blandt andre Gestapo-chefen
Karl Heinz Hoffmann, chefen for den tyske udlandsspionage i
Danmark, Hermann Seibold, og
Horst Gilbert.
Vilhelm Leifer forsøgte med vanlig energi at
spille på alle tangenter på samme tid, og i januar 1944 var
jorden begyndt at brænde så meget under ham, at han måtte
flygte til Sverige. Han nåede lige at deltage i Flammens
sidste fødselsdag i begyndelsen af januar 1944. Under opholdet i
Sverige blev Leifers lejlighed i Ynglingagatan i Stockholm et
midlertidigt tilholdssted for Flammen, der skulle
restituere sig efter at være blevet såret under et forsøg på
at likvidere Hermann Seibold den 29. januar 1944.
Efter krigen forklarede ledende nazister som
Otto Bovensiepen, Hoffmann og Seibold under politiafhøringer, at
de følte sig overbeviste om, at Leifer stod bag adskillige
likvideringer, fordi han angiveligt – som det hed i en afhøringsrapport
– ”ville skaffe medvidere om sin virksomhed af vejen.”
Også
likvideringen af den 26-årige Jane Horney blev i mange år kædet
sammen med Vilhelm Leifer, der i marts 1946 blev afhørt af
anklagemyndigheden om drabet. Den svenske kvinde, der havde lært
Leifer at kende gennem sit arbejde for Horst Gilbert i Skandinavisk
Telegram Bureau, havde desuden tætte forbindelser til såvel
modstandsbevægelsens folk som naziofficerer.
Angiveligt
blev Jane Horney efterhånden betragtet som en decideret
sikkerhedsrisiko, der vidste alt for meget om de illegale ruter
over Øresund, og Flammen forsøgte forgæves at likvidere
hende under et besøg i Stockholm. Først den 20. januar 1945 blev
hun dræbt med nakkeskud om bord
på en fiskekutter, hvorefter liget blev viklet ind i jernlænker
og smidt over bord.
Leifer selv har senere fortalt, at den
oprindelige ordre til at likvidere Jane Horney kom fra England til
Stockholm omkring årsskiftet 1943/44. Først for få år siden
blev det så afsløret, at manden, der affyrede de dræbende skud
på kutteren Tärnen ud for Höganäs, var den næstkommanderende
i Studenternes Efterretningstjeneste SE, Hjalmar Ravnbo.
Straks efter befrielsen vendte Vilhelm Leifer
tilbage til Danmark, men otte måneder senere blev han suspenderet
af Justitsministeriet, mens der blev samlet materiale mod ham. Den
5. marts 1946 blev han fængslet, sigtet for landsforræderi,
spionage for besættelsesmagten og medvirken til drab på den
tyske efterretningsofficer Horst Gilbert, der angiveligt skulle gøres
tavs på grund af sit kendskab til Leifers samarbejde med tyskerne.
Leifer afviste alle anklager men kom til at tilbringe de følgende
9 måneder i Vestre Fængsel og på Sundholm.
På samme måde, som
Schindlers jøder bakkede op om Oskar Schindler efter krigen, kom
også mange af de mennesker, som Vilhelm Leifer hjalp under besættelsen,
Leifer til undsætning i forbindelse med efterkrigstidens
retssager.
Et års tid efter krigens
afslutning – den 10. maj 1946 - afgav grev Carl Adam Moltke en
erklæring, hvori han beskrev Leifers indsats: ”Jeg ved med
sikkerhed, at en del betroede folk indenfor modstandsbevægelsen i
disse år fik uvurderlig assistance af Leifer, idet denne ordnede
deres visum ved sit smidige og intelligente dobbeltspil med
tyskerne.”
Direktør H. Tholstrup
kunne i et brev dateret den 9. september 1946 fortælle, hvorledes
Leifers privatkontor i lang tid var central for en omfattende
flygtningetjeneste, hvor alt blev gjort for at hjælpe de
forfulgte:” … jeg ved, som mange andre, at
Leifer gjorde en meget stor indsats for at komme disse ulykkelige
mennesker til hjælp …”
Også fremtrædende medlemmer af Det Mosaiske
Troessamfund bakkede op om Vilhelm Leifer, ligesom en
lang række ledende modstandsfolk vidnede til fordel for ham,
blandt andre godsejer Flemming Juncker.
I sine erindringer Men morsomt har det været,
der udkom i 1983, fortalte Flemming Juncker, at Leifers ”…
uomtvistelige ægte nationale intentioner fra mange hold blev
draget i tvivl … Han var mig og andre til stor hjælp i 42-43 og
havde fortjent en langt bedre behandling end den, han fik efter
krigen.”
Da den danske modstandsbevægelse påtog sig
det fulde ansvar for drabet på Horst Gilbert, måtte
anklagemyndigheden frafalde drabssigtelsen. Senere blev Vilhelm
Leifer pure frifundet for alle anklager om samarbejde med tyskerne,
ligesom han blev tilkendt erstatning.
Anklagemyndigheden anerkendte Vilhelm Leifers
indsats for at redde ofre for besættelsesmagten, og i udskriften
af retsbogen for Københavns Byrets 22. afdeling den 16. juni 1948
hedder det: ”Det
anerkendes imidlertid fra anklagemyndighedens side, at tiltalte
under de tyske jødeforfølgelser i efteråret 1943 har været
virksom for og har ydet et omfattende og dygtigt arbejde for at
skaffe personer af jødisk afstamning transportmuligheder til
Sverige.”
Mange år senere, den 2. december 1985, erklærede
overrabiner Bent Melchior, Det Mosaiske Troessamfund, at ”jeg
har kendskab til en række tilfælde, hvor daværende politifuldmægtig
Vilhelm Leifer ydede hjælp til medlemmer af Det mosaiske
Troessamfund, så at de pågældende bley reddet i sikkerhed under
de nazistiske jødeforfølge1ser.”
Samtidigt tog Melchior kategorisk afstand fra
beskyldninger om, at Leifer skulle have hjulpet mennesker i nød
ud fra økonomiske motiver. Overrabiner Bent Lexner sluttede
senere op og afviste, at Leifer skulle have beriget sig på jødetransporterne
over Sundet.
Den nu afdøde frihedskæmper Gunnar Dyrberg
benægtede så sent som den 14. april 2008 i et interview med BT,
at Vilhelm Leifer kunne have bestilt likvideringen af Horst
Gilbert. Gunnar Dyrberg var en fremtrædende modstandsmand, der
under besættelsen som afdelingsleder for modstandsgruppen Holger
Danske havde et nært forhold til såvel Flammen som Citronen.
Og Dyrberg var ikke i tvivl – ingen kunne
give ordrer til aktive modstandsfolk: ” Det er ikke korrekt.
Flammen fik ikke ordrer fra nogen – det var der ingen af os der
gjorde … Hvis en velorienteret kilde fortalte om en stikker,
bestemte vi selv, om den pågældende var så farlig, at han
skulle likvideres.”
Selv om Vilhelm Leifer fra mange sider blev
beskrevet som èn af modstandskampens sande helte, opnåede han aldrig
den fulde anerkendelse af sin indsats under besættelsen.

Holocaust
Efter et
par års ophold i udlandet lykkedes det Vilhelm Leifer midt i halvtresserne
at få etableret en velfungerende advokatpraksis.
Leifer døde for tyve år siden, den 26.
april 1993, 88 år gammel.
En anden af de centrale skikkelser under besættelsen,
Vilhelm Buhl, kunne ved krigens afslutning krone en smuk politisk
karriere med udnævnelsen til statsminister i befrielsesregeringen
i 1945. Også en gade fik han opkaldt efter sig: den 1. december
2012 navngav Københavns Kommune en gade i statsministerkvarteret
på Islands Brygge Vilhelm Buhls
Gade.
- Louis Bülow
|